KFUK-Spejdernes Landslejr ved Hald i 1962

Spejder igennem 53 år! Et liv, hvor de mange lejre har været milepæle i mit liv.

Hvilken lejr var nu den mest betydningsfulde for mig? Det er svært at sige, for de har alle haft en enorm betydning for mig, hver for sig. Og jeg kan huske dem næsten alle sammen, nogle, som om det var i går.

Den lejr, der dog vækkede den helt rigtige BP-spirit i mig, var KFUK-Spejdernes Landslejr på Hald Hovedgaard i 1962. Den var bare noget af det ypperste, jeg havde oplevet, syntes jeg, dengang en ung pige på 15 år.

Vi var afsted med ca. 16 piger, og vores ledere var Karen Madsen, Søster Else og Margit Hansen. Af spejderkammerater kan jeg huske Kirsten og Birthe Johannsen, Inger Tønnsen, Rita Repsdorf, Blide Kürstein og Maren Bock. 

Også korpschef Grethe Biering, vicekorpschef Grete Lund, divisionschef Kirsten Fabricius og flokleder Hanna Petersen var delvist med.

Lejren fandt sted fra d. 18.-27. juli 1962, og vi havde længe glædet os til den og forberedt os godt. Alt vores udstyr var pakket ind i små stofposer, så vi havde en tallerken-, krus-, bestikpose, en sokkepose, en undertøjspose osv., der var pakket helt rigtigt ind i vores rygsække, hhv. tornystre.

Jeg selv havde et tornyster, og jeg synes stadig, at det er den rigtige "rygsæk" at have med, idet der ikke er plads til noget overflødigt i den. Gummistøvler var også obligatoriske, og de og soveposen blev bundet fast udenpå .

Deltagergebyret var på kun 60 kr. Det lyder som et eventyr i vore dage!

 

På lejrens første dag satte vi os i særtoget i Padborg, og undervejs kom der flere og flere grønne pigespejdere til, der steg på spejdertoget, hvor lokomotivet var pyntet med en spejderhat. Der var en fantastisk stemning undervejs, og den var på sit højeste,da vi steg ud på Bækkelund Station. Vores telte blev kørt, men vi vandrede selv ned til lejren med vores personlige bagage på ryggen.

Vi skulle bo sammen med KFUK-Spejderne fra 2. Esbjerg Trop, og vi var meget spændte, da ankom på lejren ved Hald Hovedgaard. Aldrig nogensinde før havde jeg været på en så stor lejr.

13.500 spejdere fra Danmark, Sydslesvig, Grønland, Færøerne, Australien, Belgien, Canada, Ceylon, England, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Norge, New Zealand, Pakistan, Schweiz, Skotland, Sverige, Sydafrika, USA og Vesttyskland.

Lejren var opdelt i underlejre som hed: Kimsby – Økseborg – Knobstrup – Bålsted - Pløksted.

Vi kom til at bo i Kimsby, og hver beboer havde skullet tage en håndstor marksten med hjemmefra, der var blåmalet. Stenen skulle symbolisere de diamanter, Rudyard Kiplings hovedperson Kim kunne huske, og de skulle omgærde hele Kimsby.

Allerede ved ankomsten marcherede grønne tambourorkestre rundt og spillede lejrsangen:

"Nu lyner atter øksens blanke stål

Nu tændes atter lejrens lyse bål

Nu rejses hastigt telt ved telt på Hald

Et kor af glade stemmer lyde skal

Du skal ej ene slide

Dit slid er også mit

Jeg kæmper ved din side

Så kan vi to nå vidt

Vi kan, vi kan, vi kan ,hvad vi vil, når vi alle hjælper til ,

Hjælper til, hjælper til, hvad vi allesammen vil."

 

Naturligvis skrålede vi med i kor, for sangen havde vi selvfølgelig lært udenad hjemmefra.

At omkvædet så fik en lille drejning ved, at deltagerne hurtigt skiftede et bogstav i "slide" om med et andet bogstav, vil jeg ikke gå i dybden med.

Toiletforholdene var i hvert fald rigtige spejderlatriner, hvor man nærmest sad side om side og passede på ikke at falde ned i det dybe, dybe hul nedenunder. Mangen en spejderhat eller skråhue faldt ned og så aldrig mere dagens lys. Det lugtede også "indtrængende", selvom produkterne i hullet blev dækket til med kalk flere gange dagligt.

Nok om det! Også det overlevede vi, og det betød i virkeligheden ikke noget som helst for lejrens fantastiske forløb.

Efter at vi var ankommet på lejren, spiste vi først engang vores madpakke, og så blev vi sat i gang med rejse vores tunge, hvide patruljetelte. Det var vi ret dygtige til, for det havde vi trænet mange gange under Grethernes kyndige og myndige vejledning, og det gik hurtigt. Derefter skulle vi fylde vores medbragte madrasvår med halm, som lå stakket op forskellige steder på lejren. Og det var en ny erfaring! Luftmadrasserme havde vi måttet lade blive hjemme, men det viste sig, at vi lå rigtigt godt på halmen. Lynhurtigt havde vi indrettet os selv i teltene, og så gik vi i gang med at grave kogerender. Vi gjorde store øjne, da vi så, hvordan 2. Esbjerg Trop hurtigt fik bygget nogle gode spiseborde op af rafter. Ligeså var det her, at jeg for første gang i mit liv så et "gammelmands" kogebord. Det var dog interessant og praktisk, syntes jeg.

Vi blev sat til at smøre aftensmadder, og efter at vi havde været på rundtur nogle steder på lejren, krøb vi i posen og snakkede og snakkede, men vi var godt trætte, så det varede alligevel ikke så længe, inden vi faldt i søvn.

 

Næste morgen vaskede vi os ved vaskepladsen ved hjælp af vand i vores sammenklappelige vaskefade. Turen til latrinerne var lidt af en prøvelse. Man passede på at holde vejret, og
næseborene lukkedes automatisk. Efter at vi havde hejst både "Løverne" og Dannebrog på vores egen lejrplads, spiste vi morgenmad. Jeg husker tydeligt havregrød, havregryn, franskbrød, ost, rugbrød, marmelade og pålægchokolade og naturligvis både mælk og te.

Der var system i alt. Nogle af os var brændehuggere, nogle var på køkkenholdet, og nogle var vandvagter. Jeg var vandvagt netop denne dag, dvs., at jeg skulle være med til at hente vand til troppen i en mælkejunge. Naturligvis havde vi en lejruniform på . Den var obligatorisk. Vores var lyseblå og bestod af en bluse, en sammenknappet nederdel, en skråhue og vores gule tørklæde.

Middagen var millionbøf og koldskål. Vi skulle skynde os at blive færdige med opvasken, for åbningshøjtideligheden skulle finde sted kl. 14.00.

Jeg var mildest talt nervøs, for jeg var blevet udnævnt til at være med til at hejse hele lejrens store Dannebrog sammen med en KFUK-Spejder og en grønlandsk spejder. Det opfattede jeg som en meget stor ære. Naturligvis havde vi den rigtige uniform med gallasløjfe og fløjtesnor på til åbningsparaden.

Alle troppe marcherede til paradepladsen med faner, og tambourorkestrene spillede op. Spejderchef Ruth Christiansen bød velkommen, hvorefter høje hurraråb og viftende gallasløjfer kundgjorde, at Verdenspigespejderchefen, Lady Olave Baden-Powell var ankommet.

Lady Olave Baden-Powell talte til os på engelsk, og hun blev derefter hyldet ved at vi smed vores skråhuer og hatte op i luften.

Efter aftensmaden deltog vi i det store lejrbål på lejren. Der var en fantastisk stemning.

Kl. 7.00 næste dag lød reveillen. Vi stod op og gik ned til vaskepladsen for at vaske os. Efter morgenmaden deltog vi i Bibeltimen Derefter var der mulighed for at gå til forskellige ting, som Missionshuset, Fritidshjørnet og til forskellige kursussteder. Det samme gjaldt for eftermiddagens gøremål. Middagen stod på "Italiensk Trio" og blomkålssuppe.

Lejrbålet om aftenen var betagende med bål lige i midten af Hald Sø. Ladyen blev atter hyldet på behørig vis med jubel uden lige.

Lørdag, d 21. juli vågnede vi op til øsende regnvejr. Pyha, det var ikke sjovt at stå op og sørge for morgenmad. Vi holdt Bibeltime i teltene. Ladyen kom på besøg på torvet i alle underlejrene, men det stærke regnvejr bevirkede, at hun ikke blev ret længe nogen steder. Jeg var så heldig at få et håndtryk af hende. Vi gik tilbage til vores egen lejrplads. Middagen stod på medisterpølse og bananbåde, en ret, der bekom os rigtig godt. Om aftenen var der underholdning ved lejrbålet i vores egen landsby Kimsby. Efter lejrbålet gik vi i seng. Også denne dag havde været ret så våd.

Søndag d. 22. 7. : Morgenmad og fantastisk gudstjeneste på et podie foran Hald Sø. Jeg glemmer det aldrig. Fanerne, naturen, prædikenen, sangene gjorde et stort indtryk på mig.
I næste dags avis kunne man læse: 13000 spejdere bad Fadervor i kor.
Middagen stod på kylling og is. Vi fik lov til at gå rundt i lejren og afprøve tilbuddene. Det var dejligt med en slags halv fridag, hvor vi kom rigtigt meget rundt på hele lejren.

D. 23.07. stod vi op, for vi skulle på spejder øvelsestur, der bar navnet "Jorden rundt i 8000 sekunder". Efter morgenmaden gjorde vi os klar. Vi marcherede divisionsvist til Bækkelund Station, hvor toget ventede på os. Det standsede i et ukendt terræn.

Herfra skulle vi nå så mange lande som muligt på ca. 2 timer.

Jeg kan ikke rigtigt huske, hvor mange lande, vi nåede, men jeg mener, at det var en tre fire stykker. Vi startede med England. Efter to timers forløb skulle vi så gå tilbage til lejrens hovedindgang.

 

Den 24. juli kom Dronning Ingrid og Prinsesse Benedikte på besøg på lejren. Der gik megen tid med at stille op for at hilse på dem. Vi blev placeret langs med vejen allerede kl. 12.30. Jeg husker, at jeg syntes, at det tog rigtig lang tid, og at det var meget varmt. Vi stod linet op langs med hele lejrvejen iført vores stiveste puds. Naturligvis hørte gallasløjfen og de hvide handsker med til outfittet. Men det var det værd at vente så længe. Det var så flot, så flot, med alle de mange Dannebrog langs med lejrvejen, og så blev vi jo belønnet med Dronningens og Prinsessens varme smil, da de kørte forbi. Også det stod som en stor oplevelse. Der var ikke nogen, der tænkte på at brokke sig over den lange ventetid.

Dronningen kom på besøg hos os sydslesvigere, og jeg husker, at vi alle fik et håndtryk af hende.

Om aftenen havde det store lejrbål titlen: " Under krone, baret og pipaluk" Dronningen talte til os, og vi var bare begejstrede.

D. 25.juli var alle underlejrene på skift til besigtigelse og andagt i Viborg Domkirke. Vi marcherede med faner og med tambourkorpsene som ledsagere til Viborg. Det var en stor oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

Middagsmaden denne dag var "skottepotte" og kærnemælkskoldskål.

Om eftermiddagen var der besøgsdag, og minsandten, om ikke mine kære forældre kom på besøg. Det havde jeg nu også håbet på , for helt fri for hjemve er man jo aldrig, når man er afsted. Jeg i hvert fald ikke. Det var rigtigt dejligt, at de kom, og en " lille" pakke med slik til spejderne havde de naturligvis med.

D. 26.7. havde vi den store spejdersportsdag. Der blev kastet med redningsreb, der blev lært at tænde bål, knob blev øvet og meget meget mere.

Middagen stod på frikadeller, kartofler, grønsager og blomkålssuppe.

Om aftenen var vi til afslutningslejrbål. Den første vemodsstemning begyndte at komme. Ingen havde lyst til at tage hjem.
Spejderloven blev læst højt på 10 forskellige sprog. Spejderen, der skulle læse på dansk, var én far Sydslesvig. Det var Inger Tønnsen, der skulle læse lov nr. 10.: En spejder er ren i tanke, ord og handling. Det var en stor ære for Inger og for Sydslesvig.

Det varede lang tid, inden vi faldt i søvn. Der skulle lige snakkes færdigt.

Om fredagen, d. 27.07.1962 var den store pakke sammen-dag.

Efter at vi havde ryddet hele vores lejrplads, blev vores materiale kørt til toget. Vi selv vandrede til stationen med vores personlige bagage på ryggen.

Derefter gik turen hjem til Padborg Station, hvor vi blev afhentet af vores forældre.

Således var den dejlige tid gået med træninger, konkurrencer og underholdning, og i vores lejrfritid havde vi hygget os gevaldigt med vores venner fra Esbjerg. Af nye venne-navne kan jeg huske Lif, Birthe, Fritze og min gode veninde Gurli Madsen, nu Gurli Brinch Andersen, som jeg fik på lejren. Jeg kan tydeligt erindre, at have været på kursus sammen i den gammeldags form af kunstigt åndedræt, i førstehjælp i det hele taget, i woodcraft og i al slags spejdersport.

Aftenunderholdningerne havde også været en lækkerbidsken hver gang. Der var et varieret program, og vi fik også lov til at underholde for hele det store publikum. I min hukommelse kunne jeg genkalde et optrin med en kineserhistorie om kineseren

"Nikke-nikke-nambo-po-se-rambo-para-para-poski-para-para-po-nikke-nam-nikke-num-para-para-poski".

Ligeså havde vi sunget sange som "All night all day" og Billi Manja, og vi havde lært sangen "Der kommer en dansker ind", en sang jeg har brugt utallige gange både i min spejder- og i min skolelærervirksomhed.

Dagene var bare fløjet af sted. Der havde været optrin på den store markedsplads hver dag. Der havde kunnet købes spejderting i spejderbutikken, og vi havde bare slugt hver ny oplevelse. Også en udflugt til Hjerl Hede havde der været tid til.

Min veninde  Gurli og jeg taler stadig en gang imellem om den ubehagelige oplevelse vi havde, da vi så et såret firben, hvor det var øjensynligt, at det ikke kunne overleve, og at det led frygteligt. Vi besluttede, at vi måtte dræbe det for at udfri det fra dets lidelser, men det kostede os stor overvindelse at gøre det, der var nødvendigt. Vi smadrede det simpelthen ved at kaste en stor sten over det. Pyha, det havde vi det ikke godt med! Jeg gyser stadig lidt ved tanken.

Det var kommet på mode at forære hinanden en blå elastik som tegn på godt venskab, og det havde været meget eftertragtet at få et sådant. Jeg er stadig i besiddelse af min blå elastik, der minder mig om det gode venskab, der blev opbygget lejrdeltagerne imellem.

Det havde vist nok regnet helt uendeligt meget på lejren, sagdes der, men vi havde faktisk ikke lagt rigtigt mærke til det. Oplevelserne i fællesskab havde bare været for intensive.

Lejrens avis hed Kjeltringen, og den berettede dagligt om det, der skete på lejren.

Mit venskab med Gurli Madsen var blevet knyttet, og næste år var vi så på fælles cykletur Fyn rundt. Venskabet har holdt indtil nu.

Lejrsangens omkvæd har sat sig i min bevidsthed og har påvirket mig meget i alle mine gøremål:

"Vi kan, vi kan, vi kan hvad vi vil, når vi alle hjælper til".

Det er jo så sandt, som det er sagt. Vi når, hvad vi vil, når vi løfter i flok.

Ami Jessen, d. 2.5.2009 (skrevet knapt 47 år efter deltagelsen i lejren)